lørdag den 26. november 2011

Hvad er du bange for?

Alle er bange for noget. Altså det er klart, at mordere og voldtægtsmænd ikke er nogle, jeg ønsker at møde en dunkel aften på en øde sti eller dét at blive kastet ned til isbjørnene i zoo. Og det er klart, at alle ville blive bange, hvis de mødte en spøgelsesbilist på motorvejen. Men der er andre - lidt mere dagligdagsting, jeg ikke bryder mig om, og kan blive decideret bange for. Både som voksen, men især da jeg var barn.

Som barn var jeg en pyllerskid.
Når Sarah skulle sove: For det første skulle lyset være tændt, når jeg skulle falde i søvn. For det andet skulle enten min mor eller far ligge ved siden af mig indtil jeg sov. For det tredje vågnede jeg alligevel midt om natten og endte med at sove det meste af natten i smørhullet mellem mor og far.
Når Sarah skulle i svømmehallen: Alt foregik i den lave ende, for jeg var panisk angst for at få hovedet under vand. Jeg kan stadig huske, hvor misundelig jeg var på nogle af de andre, når de turde hoppe i på det dybe.
Når julen kom: Hver eneste gang "Julesang" med Gnags kom i radioen gik jeg helt bananas. Radioen skulle omgående slukkes. Jeg kan stadig få myrekryb af introen på den sang. Jeg syntes åbenbart det var så tragisk for de to mus og selvom de begge klarede den, så har jeg aldrig været begejstret for mælk, og ligefrem at svømme i det.. Puha en skæbne!

Som voksen kan jeg kun komme i tanke om to ting, der får mit hjerte til at galopere hurtigere. Det betyder ikke, at jeg ikke gerne ville være fri for edderkopper og tv-programmers åbenlyse glæde ved at vise folk som børster tænder. Men rigtig bange er der kun de to ting:

1. Når lastbiler på motorvejen begynder at blinke til overhaling, mens jeg ligger i overhalingsbanen lige ved siden af det. Jeg kender ikke lastbilers blinde vinkel og eftersom min bil er af de mindste, bliver jeg rigtig nervøs, når det sker.

2. Fantomtegninger. Det er så tåbeligt at være bange for en tegning og jeg aner ikke, hvorfor jeg er det. Men hver gang de dukker op, lukker jeg avisen, skifter hjemmeside eller skifter over på tekst tv. Så skal jeg lige samle mig og så kan jeg se på den. Jeg synes, de skulle advare mod stærke billeder, før de slynger sådan et tegnet fjæs op på skærmen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar