fredag den 11. november 2011

Dette er absolut ikke en kageblog!

Jeg ELSKER at bage og jeg kan bruge timer på at kigge på kageblogs og andre hjemmesider med fine cupcakes og fondantkager. Jeg bager bare ikke så tit, fordi jeg jo ikke ligefrem er en sylfide og kage er ikke umiddelbart en del af den kost, jeg bør spise. Jeg er dog dybt imponeret over hvor kreative folk er, men jeg har altid tænkt, at jeg da nok godt kunne finde ud af de mere simple eksempler. Det skal lige fortælles til folk, der ikke umiddelbart interesserer sig så meget for kager, at fondant er en sukkermasse lavet af skumfiduser, lidt vand og olie og uendelige mængder flormelis.
Det var derfor klart, at jeg skulle kaste mig ud i en fondantkage, da jeg i august skulle fejre 25 års fødselsdag. Jeg havde luret lidt på de forskellige net-kagebagers "første" kage og når jeg skriver "første" i gåsetegn, så mener jeg det. For jeg tror ikke en skid på, at det var deres første kage. Den ene kagebager havde som sin første fondantkage lavet en fin kage formet som en drage med mange forskellige farver fondant. Den anden havde lavet en ganske almindelig rund kage med nogle fine fondantblomster. Begge havde lavet kagebundene fra bunden og to forskellige fyld. Men fordi jeg skulle lave kage til flere mennesker end net-kagebagerne forestillede jeg mig, at jeg sagtens kunne lave en almindelig rund kage med en drage ovenpå. Jeg blev klogere!
Jeg fik klasket fondanten sammen - ikke noget problem. Kagen blev også bagt - stadig ingen problemer. Hindbærmousse og daimcreme blev mixet sammen - stadig ikke opstået problemer. Problemerne startede  til gengæld, da kagen skulle skæres over til 3 bunde. De blev lidt skæve, men jeg tænkte: "Arh det kan ikke have den store betydning." Det kom dog til at have en betydning, når man skal have noget forholdsvis flydende ind imellem lagene. Jeg kan ligeså godt sige det. Kagen lignede mere det skæve tårn i Pisa, end en fin "første" kage. Jeg var dog stadig optimistisk og tænkte: "Når bare fondanten kommer over, kan ingen se den er skæv. På det her tidspunkt have jeg droppet dragen. Nu skulle den bare se nogenlunde ud. Her vil jeg så opfordre andre førstegangs-fondant-bagere om at lave RIGELIGT fondant. Jeg havde ikke lavet nok, så i stedet for en blå kage med lyserød skrift, blev den lidt blå, lidt lyserød, lidt blandet og stadig MEGET skæv. Den var så grim, at jeg var nødt til at skrive: Sarah 5 år ovenpå.

Nå, men al den snak om min første fondantkage var egentlig bare et forord til aftenens cupcakeoplevelse. Jeg har snakket om cupcakes hele ugen. "Når det bliver weekend skal jeg bage cupcakes og de skal have frosting bla bla bla.. Og jeg havde nænsomt valgt ud blandt opskrifterne på de kageblogs, jeg kunne finde. Det blev chokolademuffins med daim og en blå appelsinfrosting. I mit hoved havde jeg selvfølgelig en klassisk fin cupcake, så skuffelsen var stor, da mine muffins, efter at have været i ovnen, nærmere lignede små champignons. Men de smagte dejligt! Det gjorde frostingen til gengæld ikke. Jeg fulgte opskriften slavisk. Alligevel forvandlede den smukke swirl på billedet sig til blå slim i mit køkken. Det var så flydende, at det bare væltede ud af flødeskumsposen. Nu har jeg blå slim udover hele køkkenet og jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg ikke må have lov til at kunne bage fine kager!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar